Der er mange sportsgrene, hvor specialiserede handsker har en plads. Når man er målmand til fodbold, så giver det god mening at have et par målmandshandsker på, da man ofte må stoppe den lynhurtige bold med hænderne. En fodbold kan få rigtigt meget fart på, når man sparker til den, og det kan derfor gøre rigtigt ondt at stoppe den med helt bare hænder. De andre spillere har dog typisk ikke handsker på, da det er imod reglerne i fodbold, at røre bolden med hænderne, hvis man ikke er målmand.
Men hvordan kan det egentligt være, at golfspillere ofte har handsker på? Når man spiller golf, så står man ikke i en situation, hvor man skal gribe en golfbold. Det eneste tidspunkt man har bolden i hænderne er når man placerer den på sin tee. Handskerne beskytter altså ikke imod hurtige bolde, på samme måde som målmandens handsker gør i fodbold. Men hvilket formål tjener de så?
Nogle mennesker er ganske fordomsfulde, og tror at golfspillere bare har handsker på for at se mere fornemme ud. Mange ser stadig golf som en fritidsaktivitet som kun den absolutte elite deltager i, og det er derfor let at drage konklusioner om, at golfspillerne nok bare er fisefornemme og synes handskerne ser godt ud. Hvis vi skruer tiden tilbage var det meget almindeligt for de rigeste og mest fornemme mennesker at have hvide handsker på. Da golfhandsker ofte er hvide, kan man let komme til at drage en parallel der. Det er dog ikke tilfældet.
Golfhandskerne tjener en meget praktisk funktion. Der er mange ting der har en betydning for, hvor præcise skud man kan lave, når man spiller golf. Den vigtigste faktor må dog helt sikkert siges at være grebet man har på sin golfkølle. Når man står ude på golfbanen på en varm sommerdag, og måske endda føler sig godt presset fordi man virkeligt skal koncentrere sig, så kommer man let til at få svedige hænder. Når der er sved på hænderne, så kan man let miste grebet på sin golfkølle. Når det går helt galt, så ser man nogle gange golfspillere komme til at kaste deres golfkølle efter deres skud, og det kan være decideret farligt. Men selv hvis man formår at holde fast i golfkøllen, så har man ikke fuld kontrol over den: og denne manglende kontrol gør, at golfbolden ikke bevæger sig i den retning, som man havde tænkt sig.
Det er her hvor et par golfhandsker kan gå ind og gøre en enorm forskel. Golfhandsken er særligt designet til at give dig et stærkt og stabilt greb på golfkøllen. Den øgede friktion fra handsken gør, at ens hånd ligger stabilt på golfkøllen, og at man dermed har fuld kontrol når man rammer bolden.